STS eller SORA? Vejledning til C5/C6 og MoC 2511/2512

Hvis I skal begynde at flyve på et mere avanceret niveau inden for denne specifikke kategori – over mennesker, i bebyggede områder eller uden for synsvidde – dukker der en jungle af forkortelser op: C5, C6, STS-01, MoC 2511, SORA, geocaging, M2. Denne guide forklarer, hvad de betyder, men frem for alt hvordan de hænger sammen, og i hvilken rækkefølge I møder dem. Vi gennemgår vejen frem: fra den enkle indgang til fuld frihed, efterhånden som I udvikler jer.

Kort version: to veje, forskellige modenhedsniveauer

Hvis I er på vej mod mere avancerede operationer, er der grundlæggende to veje at gå – og de fleste følger dem i rækkefølge:

• Vejen ind – standardscenarie (STS): hvis I vil komme hurtigt i gang, er en C5- eller C6-klassificeret drone i et standardscenarie (STS-01 eller STS-02) ofte den nemmeste start. Færdige regler, ingen egen risikoanalyse – blot en anmeldelse til Transportstyrelsen.

• Vejen videre – egen risikovurdering (SORA): når I er kommet godt i gang og begynder at støde på begrænsninger i, hvad standardscenarierne tillader, er det næste skridt oftest at udarbejde jeres egen SORA, tilpasset netop jeres operationelle behov. Mere arbejde, men fuld frihed.

Resten af vejledningen forklarer de begreber, I møder undervejs – i den rækkefølge, de bliver relevante.

Vejen ind: C-klasser og standardscenarier (STS)

Den hurtigste måde at komme i gang på er via et standardscenario. Så baserer I jer på en drones C-klassemærkning i stedet for at foretage jeres egen risikovurdering. EASA klassificerer droner i klasser fra C0 til C6, og to af disse er centrale her:

• C5 → STS-01: flyvning inden for synsvidde (VLOS) over et kontrolleret landområde i tætbebygget miljø.
• C6 → STS-02: flyvning uden for synsvidde (BVLOS) med luftrumsovervågere over et kontrolleret landområde.

Hvis dronen har den rigtige C-klasse til det scenarie, I ønsker at flyve, er det tilstrækkeligt med en anmeldelse (erklæring) til Transportstyrelsen – der kræves ingen egen risikoanalyse. Det er derfor, at standardscenarierne er den mest almindelige vej ind i mere avancerede operationer. En drone opnår dog ikke disse klasser af sig selv; den har brug for det rette sikkerhedsudstyr, såsom flyveafbryder og i visse tilfælde faldskærm.

Kan klassificeringen eftermonteres?

Et almindeligt spørgsmål er, om man kan opgradere en drone, man allerede ejer, til en højere klasse ved at montere ekstra udstyr. Svaret er: det kommer an på.

På visse systemer kan en klassificering opnås ved eftermontering af et tilbehørssæt – for eksempel en faldskærm, der løfter dronen op i en højere klasse. På andre systemer og for visse klasser er klassificeringen bundet til en fabrikscertificeret udførelse, som ikke kan eftermonteres. Det varierer alt efter producent, model og hvilken klasse der er tale om.

Da dette varierer fra system til system – og lovgivningen desuden løbende udvikler sig – anbefaler vi, at du tjekker nøjagtigt, hvad der gælder for netop din drone, inden du køber den. Vi hjælper dig gerne med at finde ud af det.

Mellemtrinnet: foruddefinerede risikovurderinger (PDRA)

Mellem de færdige standardscenarier og en egen SORA ligger PDRA (Predefined Risk Assessment) – foruddefinerede risikovurderinger, som EASA har udarbejdet for almindelige driftstyper. De er interessante af en særlig grund: visse PDRA’er har i praksis de samme operationelle begrænsninger som standardscenarierne, men bygger på Means of Compliance (MoC 2511/2512) i stedet for en C-klassemærkning.

Det betyder, at en PDRA kan være en vej frem, selvom dronen ikke formelt er klassificeret som C5 eller C6 – forudsat at den opfylder de rette Means of Compliance. For en operatør med en dron, der ikke har en C-klasse, men som har det rette sikkerhedssystem, kan PDRA altså være nøglen.

Der er flere PDRA'er at vælge imellem til forskellige typer operationer:

• PDRA-S01 og PDRA-S02: afspejler i praksis standardscenarierne STS-01 og STS-02.
• PDRA-G01, PDRA-G02 og PDRA-G03: til andre almindelige operationstyper, for eksempel visse BVLOS-opsætninger i tyndt befolkede områder eller reserveret luftrum.

Præcis hvilken PDRA der passer, afhænger af operationen – det er et emne, der fortjener sin egen guide. Kontakt os, hvis I vil vide, hvilken der passer til jeres opgaver.

Vejen frem: egen risikovurdering (SORA)

Når standardscenarierne og PDRA’erne bliver for snævre, er det næste skridt en egen SORA (Specific Operations Risk Assessment) – en fuldstændig risikovurdering, hvor I tilpasser operationen efter jeres faktiske behov. Det kræver mest arbejde, men giver også mest frihed. SORA-metoden er udviklet af JARUS (Joint Authorities for Rulemaking on Unmanned Systems) og indgår i EASA’s regelværk; STS og PDRA er på deres side EASA’s egne forenklinger, der bygger på samme logik.

I en SORA beregner I selv operationens risiko. Det foregår i tre trin:

• GRC (Ground Risk Class): jordrisikoen – hvor farligt det er for mennesker på jorden, hvis dronen styrter ned.
• ARC (Air Risk Class): luftrisikoen – risikoen for at kollidere med anden luftfart.
• SAIL (Specific Assurance and Integrity Level): resultatet, når jord- og luftrisikoen vægtes sammen. SAIL angiver, hvor robust operationen skal være – jo højere SAIL, desto strengere krav til udstyr, procedurer og dokumentation.

Hele pointen med risikoreducerende foranstaltninger (mitigeringer) er at sænke GRC og ARC – og dermed SAIL – til et niveau, som myndigheden kan acceptere. Det er her, at begreberne i resten af vejledningen – inddæmning, flyveafbrydelse og faldskærmens M2-mitigering – bliver jeres værktøjer.

Containment: at holde dronen, hvor den skal være

Et tilbagevendende krav er, at dronen skal holdes inden for et bestemt luftrum og være i stand til at afbryde flyvningen, hvis den forlader dette område. Dette kaldes containment, og det bygger på, at man først definerer de områder, som operationen skal foregå inden for:

• Flygeografi (flight geography, FG): det område, hvor missionen planlægges og udføres.
• Beredskabsområde (contingency volume, CV): en bufferzone omkring flygeografien, hvor dronen stadig er under kontrol, men uden for den planlagte rute.
• Operationsområde (operational volume, OV): flygeografien og beredskabsvolumenet tilsammen – den ydre grænse, som dronen ikke må forlade.

Uden for operationsvolumenet findes desuden en jordrisikobuffer (ground risk buffer) – en sikkerhedsmargen på jorden, der indgår i risikovurderingen. Når volumenerne er defineret, kræves der to ting for faktisk at holde dronen inden for dem: et system, der griber ind, når en grænse overskrides, og et system, der holder øje med grænserne. Det første er FTS, det andet er geocaging.

Manuel aktivering af FTS med fjernbetjening (Dronavia)

Manuel aktivering af FTS med app (DJI AP100)

FTS: sikkerhedssystemets kerne

FTS (Flight Termination System) er hjertet i et moderne faldskærmssystem – den funktion, der afbryder flyvningen på en kontrolleret måde, når noget går alvorligt galt. Når systemet udløses, slukkes motorerne, og faldskærmen udløses, så dronen sænker sig mod jorden i stedet for at styrte ned. Det er FTS, der gør det muligt at standse dronen, inden den flyver ind i et område med højere risiko end det, hvor I må operere – og derfor er det et centralt krav for de fleste avancerede operationer.

FTS kan aktiveres på flere måder: automatisk ved unormale bevægelser eller hastigheder, manuelt af piloten – eller af den nærmeste assistent, geocaging. Manuel udløsning kan ske med en separat fjernbetjening (som Dronavias på billedet ovenfor) eller via en kommando i appen (som DJI AP100 på billedet ovenfor).

Geocaging: FTS’ højre hånd

Hvis FTS er sikkerhedssystemets sidste udvej, er geocaging den forvarsling, der helst skal sikre, at det aldrig kommer så vidt. Geocaging holder øje med, hvor dronen befinder sig i forhold til de tilladte områder, og udløser en alarm i god tid. I moderne systemer afgrænser du flyveområdet og beredskabsområdet direkte i pilotappen med visuel feedback på skærmen, og under flyvningen overvåges grænserne løbende:

• Inden for flyveområdet flyver du frit.
• Når dronen nærmer sig grænsen for beredskabsområdet, sænker den automatisk farten og advarer piloten tydeligt, så man når at styre tilbage.
• Forlader dronen trods advarslerne hele operationsområdet, udløser geocaging FTS, som aktiveres automatisk.

Pointen med geocaging er altså, at FTS helst ikke skal aktiveres – forvarslerne skal være tilstrækkelige. Det er sjældent, at geocaging fremhæves i markedsføringen, men det er den trofaste hjælper, der klarer det grove arbejde, så FTS kun behøver at gribe ind som en absolut sidste udvej.

Enhanced Containment og MoC 2511

I mere krævende operationer – for eksempel via PDRA eller SORA – er det ikke nok at sige, at dronen holder sig inden for området. Man skal bevise det efter en højere standard. Det kaldes Enhanced Containment og anvendes blandt andet, når tilstødende områder indeholder menneskemængder, når det tilstødende luftrum har høj luftrisiko (ARC-d), eller når operationen finder sted i et befolket område.

Kernekravene er, at sandsynligheden for, at dronen forlader operationsområdet, skal være meget lav, og at ingen enkelt fejl må føre til, at den forlader jordrisikobufferen. MoC 2511 (Means of Compliance Light-UAS.2511) er den standard, der viser, at et system opfylder Enhanced Containment. Det handler altså om at holde dronen på plads og kunne afbryde flyvningen – og det er netop FTS og geocaging i kombination, der udgør mekanismen bag dette.

M2-mitigering og MoC 2512: når det alligevel går galt

Enhanced Containment handler om at forhindre, at dronen ender et sted, hvor den ikke skal være. Men hvad sker der, hvis den alligevel styrter ned? Her kommer M2-afbødning ind i billedet – EASA’s betegnelse for foranstaltninger, der reducerer virkningen af et jordstød, altså hvor alvorlig skaden bliver, når dronen rammer jorden.

En faldskærm er det tydeligste eksempel: den sænker stødhastigheden og dermed stødenergien. EASA bruger endda faldskærmen som sit eget eksempel på M2. Faldskærmssystemer kaldes i branchen ofte PRS (Parachute Recovery System), og MoC 2512 (Light-UAS.2512) er den standard, der viser, at systemet opfylder M2-afbødningen.

Sådan hænger det sammen

Hvis vi samler trådene, handler det om to forskellige måder at håndtere risiko på – at forhindre og at afbøde:

• Forhindre (containment): geocaging definerer volumenerne, FTS afbryder, hvis de overskrides. MoC 2511 viser, at det lever op til kravene. Dette er kernen i C6/STS-02 og en forudsætning for de fleste BVLOS-operationer.
• Afbødning (M2): faldskærmen mindsker skaden, hvis der alligevel sker et uheld. MoC 2512 viser, at det lever op til kravene. Dette er især relevant for operationer med høj jordrisiko.

Bemærk, at en faldskærm i sig selv ikke er et krav for C6/STS-02 – her er det flyveafbrydelse og et defineret operationsomfang, der er det primære. Faldskærmen bliver afgørende i andre sammenhænge, såsom SORA-operationer, hvor jordrisikoen skal reduceres. Et system, der opfylder både MoC 2511 og MoC 2512, giver operatøren maksimal frihed: den samme hardware fungerer, uanset om man lander i STS, PDRA eller SORA.

Hvilke systemer findes der på markedet?

Flere og flere producenter tilbyder integrerede faldskærms- og flyveafbrydelsessystemer, der opfylder disse krav. Nogle eksempler:

• DJI AP100 (til Matrice 400): DJI Enterprises første faldskærmssystem med integreret FTS. EU-typegodkendt og deklareret i henhold til både MoC 2511 og MoC 2512, med geocaging, der konfigureres direkte i DJI Pilot 2. Kan forblive monteret i transporttasken og udløses i pilotappen uden separat fjernbetjening.
• Hexadrone Tundra 2.1: en modulær platform, der har opnået C5/C6-dækning med tilhørende MoC-erklæringer.
• Dronavia-systemer: tredjepartsløsninger til faldskærm/FTS, der kan integreres på forskellige platforme, herunder visse DJI-modeller.

Systemerne adskiller sig i pris, brugervenlighed og hvor godt de er integreret i dronen – fra selvstændige løsninger med eksternt udstyr til fuldt integrerede systemer, hvor faldskærm, FTS og geocaging styres fra samme brugergrænseflade.

Har I brug for hjælp til at vælge vej?

De fleste starter med et standardscenarie og en droner i C5- eller C6-klassen – det er den hurtigste vej ind i mere avancerede operationer. Når I derefter vokser og støder på grænserne for, hvad standardscenarierne tillader, er det næste skridt oftest en egen SORA, der er bygget op omkring jeres faktiske behov. Netop da bliver MoC 2511 og MoC 2512 afgørende, da de underbygger de risikoreduktioner, som jeres SORA bygger på.

Uanset hvor I befinder jer på denne rejse, hjælper vi hos Scandinavian Drone jer videre – fra at vælge den rigtige klassificering og det rigtige standardscenarie for at komme i gang, til en komplet SORA, når I er vokset ud af skabelonerne. Kontakt os, så finder vi ud af det næste skridt sammen.

Denne artikel er en forenklet oversigt, der har til formål at forklare begreberne på en letforståelig måde. Den skal ikke betragtes som fuldstændig eller juridisk bindende. Regelværket for droneoperationer udvikler sig løbende, og det er altid operatørens eget ansvar at sætte sig ind i de gældende regler og opdateringerne heraf. Tjek altid EASA’s og Transportstyrelsens aktuelle publikationer inden en operation.